555-555-5555

Marin Naturvurdering

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Projektet i korthed

Udfordringen

Når søværnet laver øvelser på søterritoriet, for eksempel sonarøvelser eller sejlads, kan de komme i konflikt med en række lovbundne restriktioner til beskyttelse af arter og naturområder. For at minimere effekten af disse forstyrrelser skal alle konflikter allerede i planlægningen vurderes og godkendes af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES), hvilket indtil for nylig kunne tage helt op til otte uger.

Løsningen

For at forenkle ansøgningsproceduren har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fået specialudviklet programmet: ”Marin Naturvurdering” og via dette program kan Søværnet få forhåndsgodkendt en øvelse samme dag, som den skal afholdes. 

For at forenkle planlægningen af øvelser og behandling af ansøgninger har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fået udviklet programmet: ”Marin Naturvurdering”, som gør planlæggerne i stand til at foretage en hurtig screening af en øvelsesaktivitet. Marin Naturvurdering medvirker til at gøre planlægning nemmere og mere agilt, både centralt og ombord på Søværnets skibe.

Teknikken bag løsningen

Det er vigtigt at Marin Naturvurdering fungerer både online og offline og derfor er det lavet som en tilføjelse til Arcgis Pro. Planlæggerne i Søværnet har mulighed for at oprette og se egne øvelsesplaner, mens administratorerne centralt hos FES har mulighed for at håndtere alle øvelsesplaner og ansøgninger. Når planlæggerne har oprettet et øvelsesforslag, kan værktøjet lave en autogenereret rapport i PDF-format, så resultatet af analyserne nemt kan overskues. 

Marin Naturvurdering

Når søværnet laver øvelser på vand kan det forstyrre naturen og dyrene i området. For at minimere disse forstyrrelser benytter Søværnet i størst muligt omfang prædefinerede og afgrænsede øvelsesområder. Men der er forskel på, hvor følsomt et område er, alt efter tidspunkt på året og typen af forstyrrelse. Derfor skal alle øvelser til vands vurderes og godkendes af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES), hvilket indtil for nylig kunne tage op til otte uger. Men med det nye specialudviklede program: ”Marin Naturvurdering” kan øvelsen godkendes samme dag, som den skal afholdes. 

Af Mette B. D. Thygesen, GIS i Aktion efterår 2019

”Vi vil gerne ud og træne, så vi kender vores materiel og ved, hvordan det virker. Men vi ved, at det påvirker naturen, når vi træner, og den påvirkning skal være så lille som muligt så vi kan give naturen godt videre til fremtidige generationer.” Ordene kommer fra Simon Skov Andersen, som har inviteret til interview og kaffe på sit kontor, der ligger i en af de mange bygninger på flådestationen i Frederikshavn. Simon er sagsbehandler og faglærer ved Søværnets Center for Taktik (TAC) og så er han ekspert i sonar og ’akustik under vand’. På baggrund af Simons stilling og viden om akustik, har han været med til at teste og komme med input til et nyt program med navnet: Marin Naturvurdering, som er bygget på ArcGIS platformen. 
Knap 40 km vestpå, hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) i Hjørring, byder Kirsten Badawi Plesner på en kop kaffe et par timer senere. Kirsten er sagsbehandler og har været projektleder for udviklingen af Marin Naturvurdering og har arbejdet sammen med Simon igennem projektet. Hun forklarer om baggrunden for projektet: ”FES er myndighed på Natura 2000 områderne, når der ikke er anden lovgivning. På landjorden er det mange love og regler, som gør sig gældende, men det er der sjældent på det marine område. Derfor er det FES, som vurderer, om forsvaret kan få lov til at afholde en øvelse, som potentielt kan påvirke dyr og natur i havmiljøet. I dag tager den samlede sagsbehandlingstid seks til otte uger. Det er ufleksibelt og ressourcekrævende og det betyder, at man kun kan afholde øvelser, som er planlagt i lang tid i forvejen.”
Fik øje på et potentiale i Geografiske Informationssystemer (GIS)
For et par år siden var Kirstens kollega på en international konference, hvor han blev opmærksom på nogle digitale sagsbehandlings-løsninger, som man havde udviklet i nogle af de andre lande. Kirsten fortæller: ”Det gav os ideen om, at vi muligvis kunne effektivisere vores vurderingsproces, ved at udvikle en digital løsning. Fra begyndelsen havde vi en ambition om at samle alle øvelsestyper i et program, så man kunne lave alle marine vurderinger et sted.” Det var oplagt at bygge programmet oven på et GIS-værktøj, fordi GIS-systemer tager udgangspunkt i geografi og kan analysere på tværs af mange parametre. 
Tre parametre: Tid, sted og øvelsestype
Når søværnet skal afholde en øvelse, er der groft-skitseret tre afgørende parametre for om de får lov: Typen af øvelse, tidspunktet og det geografiske område, som Kirsten forklarer: ”Nogle geografiske områder er mere påvirkelige end andre, og derfor er områderne vurderet og angivet med forskellige følsomheder. Eksempelvis findes der fredede øer, Natura 2000-områder og beskyttede ynglesteder for fugle eller marsvin, som man ikke kan lave sprængninger lige ved siden af.” Men tidspunktet på året er også et parameter, da dyrene kun yngler i bestemte perioder og derfor har datoen for en øvelse betydning for, hvad man kan få lov til. Tredje parameter er typen af forstyrrelse, altså hvilken type af øvelse, man vil afholde. Indtil videre kan programmet vurdere sprængninger, skydeøvelser og sonar. 
Sonar 
Sonar er Simons ekspertise, og han forklarer, hvorfor en sonars lyde, kan have skadelig effekt på nogle dyr: ”En sonar fungerer ved at sende lyde ud på forskellige sekvenser, og derefter opfange og bearbejde de lydimpulser, som reflekteres tilbage fra genstande under vandet. Det er smart, når man for eksempel vil undersøge, om der er en ubåd i nærheden. Men, når man sender lyde ud under vand, så bliver delfiner og marsvin fuldstændig omfattet af lyden og det kan påvirke deres indre øre. En skade på delfiner og marsvins ører, vil være meget uheldig, da de netop navigerer ved hjælp af lyd. Hvis den evne bliver ødelagt, kan de komme til at svømme ind, hvor det er for lavvandet eller blive påvirket i deres cyklus, så de ikke får nogen unger.” Derfor afbrydes alle sonar-øvelser som standard, såfremt der konstateres store havpattedyr i nærheden.
Et andet eksempel er sprængninger, som har en anden lydforstyrrelse end sonar, og samtidig kan sprængninger ødelægge et sårbart rev. Der er altså mange forskellige hensyn at tage, og derfor er det en stor fordel at få hjælp af et computerprogram til at arbejde sig igennem de mange beregninger og store mængder data. 
Så intuitivt og hurtigt som muligt
Simon havde et klart ønske til det færdige program, selvom han ikke havde erfaring med deciderede GIS-systemer fra tidligere: ”Det er min ambition, at man ikke skal være ingeniør, for at bruge programmet. Man skal kunne sidde morgentræt på et skib og, uden lange manualer, kunne bruge programmet så intuitivt som muligt og få en vurdering så hurtigt som muligt.” Fortæller han og forklarer, hvorfor det netop er en tidlig morgen på et skib, at programmet kan gøre stor forskel fremover: ”Nogle gange kan der pludselig opstå noget ekstra tid på en længere sejlads, eller vise sig en god anledning til at improvisere en bestemt øvelse. De anledninger har vi ikke kunnet udnytte tidligere, fordi sagsbehandlingstiden var på over en måned. Men fremover vil vi kunne indtaste en øvelse, imens vi er på havet, og hvis øvelsen ikke konflikter med nogen naturhensyn, kan vi få en grøn markering, og afholde øvelsen samme dag. 
Simon underviser i TAC og via sin undervisning formidler han viden om lovgivning og de hensyn, som man skal tage, når man laver øvelser i naturen. På grund af Simons tekniske viden om sonar og om, hvordan øvelser tilrettelægges og udføres, var det, ifølge Kirsten, oplagt, at spørge Simon om han ville bidrage til udviklingen af Marin Naturvurdering. Simon syntes, at det var et vigtigt projekt og har været glad for at være med: ”Det har været lærerigt, at være en del af udviklingsprocessen, og interessant at opleve, hvordan programmet udviklede sig, efterhånden som ændringsforslag og forbedringer blev indarbejdet i programmet.”
Rød, gul eller grøn
Når man skal bruge Marin Naturvurdering, begynder man med at indtegne et geografisk område i kortet. Herefter vælger man tidspunkt og forstyrrelsestype og så arbejder programmet sig igennem de relevante data og beregninger, og tjekker om øvelsen konflikter med Natura 2000 lovgivning, fredede eller jagtfri områder. 
Hvis vurderingen bliver rød, skal ansøgningen formentlig sendes videres til EU. Hvis en rød vurdering ender med at gå igennem, skal der være en rigtig god begrundelse for at øvelsen ikke kan laves andre steder. Hvis vurderingen bliver gul, skal den omkring FES, som vurderer, om det kan lade sig gøre. Nogle områder er følsomme overfor mange øvelser i træk, men kan måske godt klare en enkelt, hvis der bliver gjort nogle afværge-foranstaltninger, og så kan man få lov alligevel. Hvis den bliver grøn, kan øvelsen afholdes uden at den kommer omkring FES først. Det er disse øvelser, som de kan afholde samme dag, som de kører beregningen. ”De skal dog altid indsende pdf-rapporten til os efterfølgende, så vi kan journalføre den. Som myndighed er Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ansvarlig for at loven bliver overholdt og derfor skal vi have oplysninger om alle afholdte øvelser,” understreger Kirsten.
”Indtil nu har en sagsbehandling taget op til seks uger. Men med det nye program ’Marin Naturvurdering’, tager det kun den tid, som computeren skal bruge, på at løbe igennem data.” 
Simon Skov Andersen
I Marin Naturvurdering baserer vurderingerne sig på store mængder data, som Rambøll har forarbejdet for FES. Det har blandt andet involveret en akustiker og en havbiolog, som har lavet beregningerne af, hvordan sonar, sprængninger og forskellige skydetyper påvirker de beskyttede områder. 
Næste skridt er at kunne vurdere flyveøvelser i programmet. Derfor er de i øjeblikket ved at beregne, hvordan fem forskellige flytyper påvirker havmiljøet, når de flyver i forskellige højder. Disse data håber Kirsten, at få med i programmet i løbet af det næste års tid. 
Giver mulighed for ny forståelse hos brugerne
”Det er jo vigtigt, at vi kan balancere mellem vigtigheden af kompetencetræning hos vores soldater og miljøhensyn. Det ville være horribelt at træne konstant og derved ødelægge naturen. Men det vil også være dumt at tage flere hensyn, end der er nødvendigt og så have soldater, som ikke kan finde ud af at bruge materiellet. Så hvis vi kan mindske vores påvirkning af miljøet, så lad os gøre det.” Konstaterer Simon og fortæller videre: ”Udfordringen ved det maritime miljø er, at man ikke kan se påvirkningen af naturen under vandet. Man ser ikke fiskenes opholdssteder og marsvinenes parringsområder på samme måde, som man kan se en fuglerede i skoven.” 
Både Simon og Kirsten fremhæver, at der er en bonuseffekt ved Marin Naturvurdering: For ved at bruge programmet, får brugeren indsigt i, hvad det er for nogle hensyn, der skal tages hvor. Kirsten uddyber: ”Før kunne det være svært at forstå lovgivningen, fordi det kun var os, her hos FES, der havde overblik over naturområderne. Men med Marin Naturvurdering er det visuelt for brugeren helt ude på skibet, at se på kortet og få overblik over områderne.”
Derudover har udviklingen af programmet været anledning til at få lavet nogle klare definitioner af, hvor meget øvelserne støjer og på samme måde at få vurderet, hvor sårbare naturområder og dyreliv er. 
Et års tid undervejs
Det har taget et års tid at udvikle Marin Naturvurdering. Kirsten fortæller, at processen og kommunikationen har været god undervejs, selvom det nogle gange har været svært at få hjælp, fordi computerne med testprogrammet ikke måtte komme på internettet. Kirsten smiler og fortæller: ”Normalt kan man jo få hjælp af en udvikler, ved at de overtager eller kigger med på ens skærm. Men vores computere må ikke komme på internettet af sikkerhedsmæssige hensyn, og derfor blev vi nødt til at forklare, hvad vi kunne se på skærmen, uden at kunne vise det. Det har nogle gange været lidt udfordrende.” 
Men nu er programmet færdigt, og næste step er, at få nogle stærke computere hjem, hvorpå programmet skal installeres. Derefter skal computerne fordeles til de skibe og uddannelsessteder, hvor de skal stå. Da det er følsomme data, må disse computere heller ikke være forbundet til internettet. Kirsten fortæller: ”Programmet skal ligge på en stand-alone-computer og så eksporterer de en pdf med GIS-data, som de så sender til os. Men programmet fungerer fint offline og da data sjældent ændrer sig, behøver man ikke at opdatere computerne hele tiden. Natura 2000-områderne ændrer sig sjældent og dyrenes yngleområder og cyklusser er også ens fra år til år. Og som Kirsten understreger: ”Det er et supplement til FES. Ved store øvelser, skal FES fortsat involveres og have en ansøgning.” 
Der er allerede ønsker til næste version
Der er allerede ønsker til anden version, selvom de kun lige er ved at udrulle den første. I første version kan man få svar på, om man må lave en bestemt øvelse på et bestemt sted. Men brugerne drømmer om, at kunne vende det om, så man kan indtaste en øvelse og tidspunkt, og derefter få udpeget et sted. Men selvom der er flere ideer, så er Simon rigtig glad for første version: ”Jeg synes, at det er super fedt. Alt software kræver, at man kigger på det og øver sig i at bruge det, men det her er ikke sværere end andre computerprogrammer. Det kræver at man lige bliver oplært og så kan man forholdsvis let indtegne sine egne øvelser og operationer. Det kommer til at betyde store positive forandringer og bedre muligheder for at lave øvelser. ”
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse modtog årets Fyrtårnspris
Fyrtårnsprisen gives til en virksomhed, organisation eller enkeltperson, der på fornemmeste vis, har implementeret Esri teknologi i en værdiskabende løsning. 
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik prisen for deres udvikling af ”GIS Naturvurderingskort for Forsvarets maritime aktiviteter”.

Kirsten Badawi Plesner

Biolog og Naturgeograf
Sagsbehandler, Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES), Natur- og Plansektion/Rådgivningsafdelingen

Simon Skov Andersen

Militæruddannelse i hydroakustik – ”lyd under vand”
Sagsbehandler og faglærer ved Søværnets Center for Taktik (TAC)

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: