555-555-5555

Movia, data og GIS

For Movia handler hverdagen om at flytte mennesker fra et koordinat til et andet koordinat. Derfor er det en del af hverdagen at arbejde med værktøjer, som er udviklet til at strukturere, optimere og analysere geografiske data. Her fortæller Gitte Schwartz, Peter Rosbak Juhl og Poul Bayer om, hvordan Movia arbejder med geografiske data i dag og om ambitioner og ideer for fremtidens brug af GIS-værktøjer.

Af Mette B. D. Thygesen, GIS i Aktion forår 2020

”Vi er nok noget af det mest geografiske, der findes. Vi har stoppesteder, busser, der kører og passagerer, der skal fra A til B. På den måde har alt, hvad vi gør, en geografisk dimension,” indleder Gitte Schwartz, som er GIS-koordinator hos Movia. Til hverdag sidder Gitte som en del af IT, hvorfra hun koordinerer og supporterer interne brugere af Movia’s digitale GIS-løsninger (Geografiske Informations Systemer) blandt andet ArcGIS-værktøjer.
Køreplaner og datavedligehold
Nogen af dem, som sidder og arbejder med GIS-værktøjer hver eneste dag, er køreplanlæggerne. Som titlen antyder er det dem, der laver Movia’s køreplaner og vedligeholder alle grunddata helt ned til ruteføring i kortet og hvor busserne nøjagtigt stopper. 
Poul Bayer er køreplanschef og har været med i flere års proces med at opbygge grundsystemer, hvor der er koblet en række oplysninger til hvert stoppested såsom takstzoner og forbindelsesområder til korrespondancer. Poul fortæller: ”Vi bruger blandt andet vores GIS-værktøjer til at lave køreplaner og til at vedligeholde data. Der er integration mellem vores køreplanssystem og vores driftssystem, så data kun skal vedligeholdes et sted. Hele vores driftssetup med vedligehold af grunddata er enormt vigtigt, da de data er basis for en række analyser, som danner grundlag for efterfølgende beslutninger. Hvis data ikke er vedligeholdt, så bliver analyserne ikke rigtige og så er der risiko at tage beslutninger på et misvisende grundlag. I det hele taget er detaljeringsniveauet steget og steget igennem de sidste 30 år, hvilket stiller store krav til løbende vedligehold.” 
Realtidsdata giver muligheder og stiller krav
Når køreplanlæggerne overvejer nye ruter, tager de udgangspunkt i data: ”Vi bruger primært passagerdata. Så hvis vi overvejer en omlægning, kan vi klikke på et stoppested, se, hvor mange passagerer, der bruger det og derudfra vurdere om ideerne er fornuftige,” fortæller Poul og uddyber, at der er rigtig mange stoppesteder at holde overblik over. Samlet har Movia over 14.000 stoppesteder og der er altid nogle, der flytter sig på grund af vejarbejde, omkørsler og lignende og som derfor skal opdateres i systemet.
Teknologien udvikler sig hurtigt, hvilket giver værdifulde muligheder, men samtidig stiller krav til opdaterede systemer. For eksempel bliver bussens position sendt i realtid hvert sekund, hvilket de blandt andet bruger til at se, hvor bussen stopper i forhold til stoppestedet, som Poul forklarer: ” Hvis bussen stopper 100 meter fra stoppestedet, passer bussens annoncering af næste stop måske ikke og så må vi gøre noget. Vi er ved at gå over til fuldstændig elektronisk information til passagererne, så der skal være styr på positionerne. På samme måde fortæller busplanerne på internettet i dag, hvor bussen reelt befinder sig og ikke, hvor planen er, at den skal befinde sig. Derfor har vi stor fokus på at stoppestedet og bussens stop skal passe med hinanden.”
Et andet sted, som baserer sig på samme realtidsdata, er i den digitale nedtælling på stoppestederne, der viser, hvornår næste bus ankommer. En korrekt placering af stoppesteder i GIS-systemet er en forudsætning for, at realtid kan beregnes og nedtælling på stoppestederne kan vises.
Data fra mange kilder
Peter Rosbak Juhl er udviklingschef hos Movia og fortæller om de mange data, som Movia arbejder med: ”Som noget relativt nyt er vi begyndt at bruge data fra Rejsekort. ’Tjek ind’ og ’tjek ud’ viser rejsestrømme og hvordan folk skifter. Selvom vi havde stor viden om det i forvejen, er det nyt, at vi nu får så mange præcise data så ofte – nemlig en gang i døgnet. Dog er problemet med rejsekort, at vi ikke har data på alle rejsende. Vi kan ikke se abonnementskort, da de ikke bliver registreret, og vi kan kun se rejser, som involverer en bus. Derfor kombinerer vi rejsekortdata med optællinger fra vores 90 tællebusser. Det giver tilsammen et godt grundlag til at lave analyser af, hvordan folk rejser og hvordan vi kan lave en bedre planlægning, som passer passagererne. Men vi har også brug for at vide, hvor den kollektive trafik ikke dækker, og der er pendlerdata fra for eksempel Danmarks Statistik interessant. Det viser, hvor folk bor og arbejder og derudfra kan vi vurdere, om vi kan finde potentielle ruter, som ikke er dækket. Det er blandt andet brugbart, når kommunerne skal prioritere deres linjer” 
GIS spreder sig i organisationen
Hvor køreplanlæggerne har arbejdet med GIS-værktøjer i rigtig mange år, er der flere afdelinger, hvor GIS-løsninger først har sneget sig ind i løbet af de sidste år. Der er sket meget siden Gitte begyndte hos Movia for 14 år siden, og hun synes, at det er fedt, at flere får glæde af, hvad man kan med de geografi-baserede værktøjer: 
”Flex-folk, trafikservice og kundecenteret bruger forskellige former for GIS-løsninger, selvom de for få år siden ikke var i nærheden af den slags. Nogen henvender sig selv og vil lige høre, hvad man kan med det der webGIS. Det betyder, at vi både har løsninger til erfarne GIS-brugere, men også enkle webGIS-løsninger, som fungerer til dem, der bare skal kunne se data på et kort. Vi oplever også, at en større del af de nyuddannede, som bliver ansat har erfaring med GIS. Derfor efterspørger de ArcGIS Pro og andre værktøjer, som de kender fra deres studier. Og det er jo dejligt, når der både er stor efterspørgsel på knapper, funktioner, analyser og at det samtidig er blevet meget nemmere at lave enkle og specifikke løsninger til bestemte behov.”
Lones kort, flex-kortet og trafikplanlæggernes kort
”Jeg forventer, at vi fremover vil lave flere af de her enkle webbaserede GIS-løsninger, som kan præcis det, der er behov for og ikke mere. Den slags løsninger er nemme at lave og vedligeholde og de kan udformes efter behov til folk, som ikke er vant til at arbejde med avancerede GIS-værktøjer, ” siger Gitte og fortæller, at hun for nogle år siden lavede ’Lones kort’ til en kollega. 
Det var i forbindelse med at takstzonerne blev lavet om, at Lone havde brug for et særligt kort og hun har brugt det lige siden. På samme måde har Gitte lavet en app til kollegaerne i ”Flex-trafik”, hvor de hurtigt kan tjekke, om en kunde kan blive hentet eller ej. Trafikplanlæggerne, der planlægger ruter sammen med kommunerne, har også et særligt kort, og der findes et, hvor man kan tjekke aktiveringspunkter i forbindelse med prioriterede trafiklys. 
Den centrale GIS-koordinator er en del af IT
Gitte er som GIS-koordinator en del af IT. Organisatorisk har hun fungeret som en central systemkoordinator for GIS-brugere i mange år, hvor andre IT-systemer var anbragt ude hos brugerne. Så da man på et tidspunkt flyttede alle systemer til IT, brugte man GIS-koordinatorrollen som skabelon: ”Så nu er vi omkring ti personer, der har hver vores gruppe af systemer, som vi holder styr på og servicerer. Det fungerer rigtig godt, at vi sidder samlet, kan lære af hinanden og koordinere på den måde.” En af Gittes opgaver er at holde øje med teknologiske tendenser inden for sine områder og vurdere om der er noget på vej, som Movia kan få glæde af.
Deling af data er et punkt i forretningsplanen
Peter Rosbak Juhl er som udviklingschef også optaget af de mange muligheder med GIS: ”Et af de fem punkter i Movia’s forretningsplan, handler om at Movia skal dele åbne data og blive mere vidensbåret. Og når vi kigger på vores data, er det i øjenfaldende, at alle data er geografiske. Derfor er vi optagede af, hvordan vi kan bruge GIS bedre til at udnytte alle de her data.” 
Peter fortsætter: ”Vi har en intern GIS-gruppe, som mødes en gang om året og snakker om, hvad er der på vej. I den forbindelse diskuterede vi, hvordan vi ved hjælp af GIS kan udnytte vores data bedre. Det blev anledningen til, at vi holdt et større inspirationsmøde med Geoinfo om mulighederne i ArcGIS-platformen, hvor både vi og Geoinfo deltog med en håndfuld mennesker med forskellige kompetencer og roller.” Ifølge Peter var mødet både en inspiration i forhold til fremtidige muligheder, men også en vigtig intern øjenåbner. De erfarede nemlig, at de allerede kunne rigtig meget, som de ikke alle sammen var klar over, og at de samtidig havde adgang til mange interessante funktioner, som de ikke brugte endnu. 
Inspirationsmøde fokuserede på muligheder
Peter har som udviklingschef fokus på at udvikle den kollektive mobilitet ved at få busserne hurtigere frem, højne kvaliteten i busserne og få folk til at bruge kollektiv trafik mere og bilen mindre, som han siger: ”Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi udnytter de muligheder, som der ligger i vores mange data og i den teknologi, som vi allerede har adgang til på ArcGIS-platformen.”
Gitte var også rigtig glad for mødet og oplevede en stor værdi i at holde møde, hvor chefer, kollegaer og Geoinfo sammen var fokuseret på, hvordan Movia kan få mere ud af ArcGIS, som hun siger: ”Vi bruger GIS-teknologi mere og mere i Movia, og derfor var det relevant at holde et inspirationsmøde, hvor vi både fik snakket om eksisterende og fremtidige muligheder. For eksempel fik vi en snak om formidlingsværktøjet Story Maps, som jeg længe har tænkt kunne være relevant at få gang i.” 
Poul er også optaget af kort som formidlingsværktøj og de mange muligheder der findes for at udnytte den intelligente teknologi: ”Vi øver os i at bruge de intelligente værktøjer, der findes. Vi bruger GIS-kortet til at vise, hvordan buslinje-nettet ser ud og ved at putte arealanvendelsesdata ind i kortet, kan vi se, hvordan det passer med de linjer, der ligger der. De kort bruger vi, når vi er i dialog med kommunerne om ruteplanlægning. Men vi er slet ikke færdige med at bruge alt det data, vi får ind. Det er muligt at lave endnu bedre konsekvensberegninger og bruge det specifikt i planlægningen. I princippet kunne man jo bede ArcGIS lave en rute ud fra alle de data og parametre, som man har lagt ind. Måske kunne det give nogle gode ideer.” 
Peter og Gitte er begge optagede af ArcGIS Hub, som giver mulighed for datadeling, hvilket spiller godt sammen med målet i Movia’s forretningsplan om at dele åbne data. ”Det er et eksempel på, at det var vigtigt, at der var chefer med til mødet. Det giver forankring højere oppe i organisationen, hvilket bidrager til at skabe sammenhæng mellem de overordnede forretningsmål, og hvordan vi i hverdagen udnytter og arbejder med de data og værktøjer, som vi har til rådighed. ”

Gitte Schwartz 

GIS-koordinator hos Movia

Poul Bayer

Køreplanschef hos Movia

Peter Rosbak Juhl

Udviklingschef hos Movia
Movia
Movia transporterer mere end 215 mio. passagerer om året på knap 430 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og fem flextrafikordninger. 
Movia er ejet af 45 kommuner og 2 regioner på Sjælland. 
Movia er en offentlig virksomhed og reguleres af lov om trafikselskaber. 
Movias aktuelle forretningsplan indeholder fem punkter, og punkt fire hedder: ”Movia skal dele åbne data og viden”.

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: