555-555-5555

30. august 2021

Ny administrerende direktør hos Geoinfo

Mads Schondel-Andersen skal fremover sætte kursen for Geoinfo, som er den danske distributør af verdens førende GIS-teknologi fra Esri. Med blandt andet Forsvaret som kunde hører Geoinfo til blandt de absolutte sværvægtere inden for Location Intelligence i Danmark.

 

Det er en erfaren mand med fingeren på kundepulsen, der skal lede Geoinfo som ny administrerende direktør. Mads Schondel-Andersen (45 år) har ikke alene stået i spidsen for den 31-mand store konsulentafdeling i virksomheden i fem år. Han har siden 2006 arbejdet med GIS, hvoraf de seneste ti år har været med skarpt fokus på verdens førende GIS-teknologi ArcGIS fra Esri.

 

Det er således en direktør med dyb indsigt i geografiske data og den værdi, de kan bidrage med i den offentlige sektor og erhvervslivet, der sætter sig i førersædet i Geoinfo. Mads Schondel-Andersen overtager rollen som administrerende direktør efter Søren Ellegaard, som har bestredet stillingen siden 2015. Søren Ellegaard fratræder stillingen efter eget ønske for at udforske nye muligheder.

 

Geoinfo har under Søren Ellegaards ledelse fordoblet medarbejderantal og hævet resultatet med 50 procent. Omsætningen forventes at nå 80 millioner kroner i år, og virksomheden beskæftiger i dag 54 medarbejdere. Denne vækstkurs vil Mads Schondel-Andersen fastholde.

 

-Jeg har været med til at skabe Geoinfos rejse i de seneste seks år, og den skal selvfølgelig videreføres. Vi vil fortsat fokusere på vores kernekompetence, som er at være distributør af Esri’s ArcGIS-software, men vi skal også udvide forretningen med eksempelvis mere rådgivning. Løsningerne er ekstremt stærke, men vi kan tilføre endnu mere værdi i form af analyse og deling af data. Her kan Geoinfo virkelig noget helt specielt, og med vores viden på det område, kan vi løfte værdien af ArcGIS-teknologien markant hos vores kunder, siger den nye administrerende direktør i Geoinfo, Mads Schondel-Andersen.

 

Geoinfo hjælper virksomheder og organisationer med at digitalisere. Kunderne tæller blandt andet det danske Forsvar, Aarsleff, Rambøll, flere trafikselskaber herunder blandt andet Movia, Geodatastyrelsen samt mere end en tredjedel af landets kommuner og NGO’er som fx Roskilde Festival. ArcGIS-teknologiens styrker anerkendes på verdensplan og anvendes blandt meget andet i hele Nato. I løbet af de seneste år er softwaren blevet bredt ud til en bredere målgruppe, og den fungerer i dag også som fundamentet i Location Intelligence - et område Geoinfo har stærke kompetencer i.

 

-GIS har traditionelt primært henvendt sig til specialister og er meget udbredt i den kommunale sektor og statslige instanser, hvor vi har rigtig mange kunder. Men vores målgruppe udvider sig løbende, og vi har i dag også flere virksomheder på kundelisten, som fx bruger ArcGIS til at finde den optimale placering af nye butikker. Et andet område i vækst er byplanlægning og borgerinddragelse, siger Mads Schondel-Andersen.

 

Mere information

Kontakt Mads Schondel-Andersen på telefon 39 96 59 00.

 

Med venlig hilsen

Geoinfo A/S

 

Om Geoinfo A/S

Geoinfo leverer løsninger til geografisk analyse, visualisering og optimering. Geoinfo er dansk distributør af ArcGIS, verdens førende lokationssoftware fra Esri. Virksomheden tilbyder software, projekter, systemudvikling, konsulentydelser, service og support, GIS-og datastrategiudvikling, kurser og kompetenceudvikling.

Share by: