555-555-5555

Fedt at være trainee

Paulina, Daniel og Mikkel er omtrent halvvejs i deres traineeforløb hos Geoinfo. I løbet af deres tid i virksomheden er de blevet væsentligt klogere på Esri’s platform, de har fundet hver deres speciale og de sætter stor pris på at følges ad. Det gør, at de kan støtte sig til hinanden og dele både glæder, frustrationer og oplevelser.

Af Mette B. D. Thygesen, artikel fra GIS i Aktion forår 2017

”Det er fedt, at blive ansat i en traineestilling som nyuddannet og ung. Man er jo ikke ekspert efter studiet, man har brug for at lære og man har brug for et sted, hvor man kan sige: ”Det ved jeg ikke, det har jeg brug for at lære noget om.”” Fortæller Paulina Karkauskaite. Hun udgør sammen med Daniel Christensen og Mikkel Olsen, Geoinfo’s første traineehold i teknologiafdelingen, og de begyndte i november 2016. 
I løbet af et års traineeforløb skal de arbejde med på forskellige projekter, supportere kunder og deltage i en række kurser, hvoraf to kursusophold afholdes hos Esri i Californien. I det første halve år har de desuden sammen udviklet et projekt, som de skal fortælle om og vise på årets Danske Esri Brugerkonference i maj. Planen er, at de efterhånden skal finde hver deres retning i virksomheden. 
Paulina, Daniel og Mikkel kom med hver deres uddannelsesbaggrund og er færdiguddannede inden for det sidste år. Paulina er kandidat i geografi og geoinformatik, Mikkel er kandidat i geofysik og Daniel er bachelor i medialogi og havde som den eneste af de tre ikke hørt om GIS, før han så stillingsopslaget: ”Men jeg så mig selv i jobbeskrivelsen. Der blev talt om at være åben for at lære meget og hurtigt. Og selvom jeg ikke kendte til GIS, var jeg interesseret i store systemer og det virkede spændende og motiverende på mig.”
Som lovet i stillingsopslaget, blev der tale om en stejl læringskurve lige fra begyndelsen. Efter 14 dage i firmaet, tre grundlæggende GIS-kurser og en grundig introduktion, begyndte de tre trainees at passe supporttelefonen. Heldigvis er der god hjælp og mulighed for sparring med de erfarne kolleger, og til det daglige scrum-møde i teknologiafdelingen er der lærerig vidensudveksling.
Stor frihed og et privilegium at være ansat i en traineestilling
Stillingen som trainee i Geoinfo, var præcis, hvad Paulina søgte: ”Jeg ledte efter en stilling, hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og lære mere om GIS. I de fleste stillingsopslag søgte man erfarne GIS-konsulenter. Derfor var traineestillingen, som gav mig mulighed for at fokusere på at blive dygtigere, lige præcis, hvad jeg drømte om. Det er fedt, at man får så meget viden og erfaring og at man bliver lært op, i stedet for bare at starte og skulle klare det selv.”
Mikkel og Daniel er enige i, at det er dejligt at have tid til at fordybe sig og forfølge en interesse i et bestemt emne. Men inden de begyndte, var de spændte på, hvordan traineerollen ville være og hvordan det ville være at være tre trainees sammen. Som Mikkel fortæller: ”Jeg var i begyndelsen bekymret for, om det ville blive et kapløb og en intern konkurrence i mellem os, som man hører om i nogle virksomheder. Men blandt andet fordi det er planen, at vi skal finde hver vores retning, så er kulturen afslappet og fordybet omkring forløbet og vi får mulighed for at lære arbejdspladsen, kunderne og arbejdsopgaverne at kende.”
Det har endda vist sig at være en fordel at være tre trainees, der følges ad. Som Daniel uddyber: ”Så kan vi støtte os til hinanden, dele frustrationer og udveksle oplevelser, og vi sidder ikke og føler os alene som nye.” 
GIS-netværket backstage
Udover at være blevet en del af en virksomhed og en arbejdsplads, er Daniel, Mikkel og Paulina fascinerede over at være i kontakt med GIS-folk fra hele landet. Det er lærerigt at blive en del af et netværk og få indblik i, hvordan samfundet fungerer backstage i landets styrelser, kommuner og de mange meget forskellige virksomheder. 
Som Mikkel konstaterer: ”Man hører ikke om det. Men GIS-samfundet er en lille sammentømret flok, der sidder inde bag ved. En hemmelig klub. Det er typisk nogle meget dedikerede mennesker, som har været med i lang tid og er meget passionerede omkring det og kan se en stor værdi i det, de arbejder med. Det er fedt at erfare og at være en del af.” 
Og som de sammen konstaterer, så er visualisering og behandling af data afgørende for store dele af vores samfund; i alle brancher lige fra sygehusene og politiet til hele forsyningssektoren og den offentlige transport. Det gør GIS relevant og spændende at arbejde med. 
En del af et internationalt netværk
En af de største oplevelser indtil videre, var at være på en uges kursus hos Esri i Redlands i Californien. Her så de hovedkvarteret, deltog i undervisning og workshops og mødte grundlæggeren og ejeren af Esri: Jack Dangermond.
Her følte de, at de var blevet en del af stort internationalt GIS-netværk og Mikkel fortæller: ”Det er fedt! Når man står med en kunde, og oplever et problem, kan man føle, at man er helt alene i verden. Men så er det sjovt at vide, at der måske sidder en mand i Canada, Centralamerika og New Zealand, som har præcis det samme problem. Vi er alle i samme båd.” 
Daniel uddyber, at også det danske GIS-netværk er en tæt knyttet branche, som han ikke kendte til, før han begyndte i Geoinfo: ”Og bare i Danmark, er det en tæt knyttet branche. Hvis man i Geoinfo nævner et navn fra en supportsag, så er der helt sikkert nogen, der personligt kender dem. Det er interessant, at det er sådan en lille verden, når GIS har så stor betydning for samfundet. Det er sjovt at træde ind i, lidt ligesom en lille familie.”
Råd til andre med traineeprogrammer
Der er efterhånden mange små og store virksomheder, som har traineeprogrammer af forskellig form og længde. Ofte er det tilrettelagt som et oplæringsforløb med kurser, forskellige typer opgaver, ophold i forskellige afdelinger og ekstra sparring undervejs. Det giver mulighed for en bred og grundig introduktion til arbejdspladsen, samtidig med at trainee og virksomhed kan prøve hinanden af i løbet af traineeforløbet. 
Kristoffer Waage Beck som er teknologichef i Geoinfo og ansvarlig for traineeforløbet fortæller: ”Selvom et traineeforløb kræver, at vi som virksomhed investerer tid til løbende samtaler, kurser med mere, så giver investeringen hurtigt overskud i form af ny inspiration til virksomheden og nye måder at tænke på.”
Da bunken af ansøgere nåede Kristoffers skrivebord i efteråret 2016, var han imponeret over det stærke og kompetente felt, og han glædede sig over de mange GIS-interesserede ansøgere. Nu, et halvt år efter at Paulina, Daniel og Mikkel begyndte, er Kristoffer fortsat glad for traineeprogrammet og glæder sig over, hvor hurtigt de tre trainees både fagligt og socialt blev en del af afdelingen: ”Vi vil gerne være med til at uddanne fremtidens GIS-medarbejdere og vi ser traineeprogrammet som en rekrutteringsplatform for nye medarbejdere. Derfor håber vi, at det bliver muligt at starte et nyt hold op i september 2017.” 

Daniel Christensen

Bachelor (2015) i medialogi fra Aalborg Universitet

Paulina Karkauskaite

Kandidat (2016) i geografi og geoinformatik fra Københavns Universitet

Mikkel Sandermann Olsen

Kandidat (2014) i geofysik fra Aarhus Universitet
Fælles projekt til brugerkonferencen
I løbet af foråret har Paulina, Daniel og Mikkel brugt en del tid på deres fælles demo-projekt, som de skal præsentere på Den Danske Esri Brugerkonference i maj måned. 
For at kunne vise en række af de nyere og spændende muligheder i ArcGIS, har de valgt at arbejde med et beredskabsscenarium ud fra spørgsmålet: ”Hvordan sikrer vi os mod vejr og klima med de teknologier, der gør det muligt for os at dele, koordinere og observere data og kan vi udnytte de store temaer som Internet of Things, interconnectivity og dataformidling?”
Til oplægget på brugerkonferencen vil de vise praktiske eksempler på, hvordan det ser ud, når crowdsourcing bliver visualiseret i realtid og hvordan man kan arbejde med data ved hjælp af sensordata fra et fysikshow og publikumsinput undervejs.
Daniel fortæller: ”Det har været sjovt, at vi sammen har kunnet fordybe os i det her projekt og arbejde med det imellem de andre arbejdsopgaver. Nu glæder vi os til at se, hvordan det kommer til at se ud, når vi afprøver det sammen med publikum.” De vil med deres demo gerne vise, hvordan man kan udnytte kommunikation og vidensdeling mellem forskellige platforme i realtid og på den måde gøre samfundet mere effektivt og sikkert i krisesituationer. 
Derefter vil de vise, hvordan man kan arbejde med data på en nem måde i en browser ved hjælp af ArcGIS produktet Insights. Mikkel afrunder: ”Vi håber, at alle, der er nysgerrige efter løsninger inden for effektiv dataindsamling, datafordeling og behandling, vil finde vores demo interessant. Og så glæder vi os til at vise nogle af de nyeste muligheder på ArcGIS platformen samlet i en case, så man kan opleve samspillet mellem ArcGIS Suitens mange applikationer.”
Traineeprogrammet hos Geoinfo
Paulina, Mikkel og Daniel er første hold trainees hos Geoinfo. 
De begyndte 1. november 2016 og er trainees i år, hvorefter de overfår til faste stillinger indenfor hver deres område.
Undervejs skal de igennem en række interne GIS-kurser, rejse til Esri i USA to gange og i hverdagen supportere kunder og prøve kræfter med forskellige typer opgaver i Teknologi- og Projektafdelingen.

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: