555-555-5555

Offentlige data som vækstdriver

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi udstikker retningen for offentlig digitalisering og kører som et strategiprojekt på tværs af en række offentlige myndigheder indtil 2020. Christoffer Giwercman er teamleder i Erhvervsstyrelsen og arbejder til daglig med initiativ 5.1 og 5.2 i strategien, som under overskriften ”Offentlige data som vækstdriver” handler om at stille offentlige data til rådighed og fremme udviklingen af Smart City. Begge punkter er relevante i forbindelse med Geografiske Informationssystemer (GIS), geodata og digitalisering i det hele taget. 

Af Mette B. D. Thygesen, fra GIS i Aktion forår 2018

”Offentlige data som vækstdriver” er overskriften på fokusområde 5 i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020. Christoffer Giwercman, som sidder i Erhvervsstyrelsen og arbejder med fokusområdet til daglig, fortæller: ”Data er en ressource, som både virksomheder og offentlige myndigheder anvender i dag, og som de kan blive endnu bedre til at udnytte. Hvis flere myndigheder udstiller deres kvalitetsdata med et erhvervsmæssigt potentiale, kan flere virksomheder udnytte de forretningsmæssige gevinster der findes i åbne data. For at det kan lykkes, kræver det blandt andet mere dialog mellem parterne”.
Erhvervsstyrelsen hører under Erhvervsministeriet og arbejder for at skabe de bedste rammer for virksomhedernes vækst og udvikling i hele Danmark. Det er en bred dagsorden, som dækker mange områder, men med styrelsens fokus på vækst er det oplagt at deltage i de to initiativer 5.1 og 5.2. De handler begge om, hvordan øget anvendelse af offentlige data kan bruges af virksomheder til at skabe vækst og til at understøtte udviklingen af Smart City-initiativer. 
Christoffer sidder til daglig som en del af kontoret ”Data og Digital vækst”, hvor den ene del af kontoret arbejder med at fremme virksomhedernes digitale omstilling, og den anden del af kontoret – Christoffers team - arbejder med at understøtte, at de data, som digitaliseringen skaber, bidrager til vækst i samfundet og kommer borgerne til gode. 
Åbne offentlige data – initiativ 5.1
Når man på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside klikker sig ind på initiativet ’Åbne offentlige data’ står: ”For at fremme udbredelsen og den erhvervsmæssige udnyttelse af åbne offentlige data, etableres et fællesoffentligt partnerskab bestående af Open Data DK, KL, Danske Regioner og Erhvervsstyrelsen, som i dialog med virksomheder og eksperter skal skabe et bedre overblik over åbne data og fremme at flere data stilles til rådighed.” 
Erhvervsstyrelsen er projektleder for partnerskabet, og Christoffer fortæller, at de arbejder med udgangspunkt i to ben: ”Vi vil gerne hjælpe myndigheder med at finde ud af hvilke data, der er interessante for virksomhederne, og hvordan de kan udstille dem på en ansvarsfuld måde. Samtidig vil vi gerne hjælpe virksomhederne med at finde ud af, hvad der findes af data, og hvad potentialet er i dem. Det kan godt føles lidt som hønen og ægget, og derfor handler partnerskabet også i høj grad om at skabe rum for dialog mellem virksomheder og myndigheder.”
Christoffer lægger vægt på, at det private erhvervsliv skal inddrages i arbejdet med at åbne op for data, så det i sidste ende bliver brugbart og relevant for virksomhederne. ”Samtidig er det også vores erfaring fra arbejdet med at åbne data, at myndigheder kan finde meget viden om sig selv og deres kunder ved at udstille og blive gode til at bruge egne data. Så vi håber, at myndighederne i arbejdet med at udstille data oplever, at de også selv får gavn af den viden, der bliver tilgængelig.” 
Smart city partnerskab – initiativ 5.2
Smart City partnerskabet udgøres af mange af de samme parter. Det består af KL, Danske Regioner, Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen. Christoffer forklarer: ”Smart City er et komplekst felt, der går på tværs af mange sektorer og ressortområder. Men vi arbejder ud fra forståelsen af, at man i en Smart City anvender data og teknologi til at gøre det bedre at bo i byerne og i samfundet i det hele taget.”
Ligesom med initiativet for åbne offentlige data er målet at skabe vækst for dansk erhvervsliv, men Smart City handler også om, at ’det skal være nemmere at være borger’, eksempelvis ved at tilbyde bedre services gennem brug af nye digitale teknologier. 
Der er mange spændende muligheder i arbejdet med Smart City – med et potentiale til at revolutionere livet i byerne. Det kan eksempelvis være intelligent styring af trafik, forbedring af indeklima i bygninger, bedre udnyttelse af ressourcer, bedre transport, intelligent pleje af borgere mv. Alle eksempler, hvor teknologi og data mødes i byudviklingen. Christoffer uddyber: ”Der er en stor lyst og vilje til at arbejde med Smart City i mange kommuner og regioner, og der er gang i mange spændende projekter. Desværre oplever vi også, at mange projekter aldrig kommer videre end pilotfasen. Så de strander, inden de bliver skaleret op til almindelig drift eller bliver genstand for et solidt hjemmemarked – den såkaldte ’pilot-syge’. Den udfordring vil vi gerne være med til at adressere i vores partnerskab. ”
Det første år: Vidensopbygning og analyser
Indtil videre har Christoffer og resten af partnerne i de to partnerskaberne arbejdet med strategien i halvandet års tid, hvor den første tid primært blev brugt til at opbygge viden, foretage analyser og gøre sig erfaringer ved at snakke med en række virksomheder, myndigheder og andre relevante aktører. 
Christoffer fortæller om partnerskabet for åbne offentlige data: ”I 2017 blev vi i partnerskabet meget klogere. Vi har fået dannet et analysemæssigt fundament ved blandt andet at afdække efterspørgsel og markedstendenser inden for offentlige data, og så har vi afholdt en række virksomhedsrettede arrangementer for at skabe inspiration og dialog på tværs. Blandt andet afholdt partnerskabet et inspirationsarrangement med en datacafé og en Fintech Open Data Challenge. Begge dele var meget spændende, og vi planlægger at afholde flere virksomhedsrettede dialog- og inspirations-arrangementer fremadrettet ” 
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020
  • Er den femte fællesoffentlige digitaliseringsstrategi
  • Strategien er aftalt mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner
  • Strategiarbejdet løber fra 2016 – 2020 og indeholder i alt 33 initiativer, som der bliver fulgt op med årlige statusrapporter, som man kan finde på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside. 
I Smart City Partnerskabet har man også i første omgang haft behov for at opbygge viden, som Christoffer beskriver: ”Vi har blandt andet fået udarbejdet en analyse om potentialer og barrierer for skalering på tværs af en række Smart City-sektorområder, og i samme forbindelse har vi fået gennemført et feltstudie for at blive klogere på, hvordan beslutningsgange i kommunerne påvirker forløbet i Smart City-projekter. Vores vigtigste læring har dog nok været, at vi kan gøre en forskel, hvis vi gør det nemmere at dele data mellem offentlige og private. Datadeling er et grundvilkår for udviklingen af Smart City løsninger, men samtidig en udfordring, da der for eksempel både kan være juridiske, tekniske og etiske overvejelser. Derfor bliver datadeling ét af partnerskabets vigtigste indsatsområder i 2018. ” 
Start-pakke, flere arrangementer og dialog på tværs
I begge partnerskaber har de konkluderet, at arbejdet med åbne data og smart city initiativer skal være nemme at gå til for både myndigheder og virksomheder. Derfor har de i partnerskabet for åbne offentlige data blandt andet besluttet at udvikle en såkaldt Start-pakke. 
Start-pakken skal være målrettet myndigheder, som gerne vil udstille data, men endnu ikke har taget en strategisk beslutning om, hvornår og hvordan dataudstilling skal gribes an. Christoffer uddyber: ”Startpakken er en række værktøjer, som skal gøre det lettere og mere overkommeligt for myndigheder at få overblik over den samlede beslutningsproces og guide dem igennem de relevante overvejelser. Først skal man finde ud af om data har en god nok kvalitet, derefter om de har et kommercielt potentiale, og så skal man selvfølgelig kunne vurdere, hvad dataudstillingen kræver både ressourcemæssigt, teknisk, juridisk og om de må udstilles. Når start-pakken er færdigudviklet, har vi et værktøj, som skal gøre det nemmere at få et ledelsesmæssigt ’go’ til dataudstillingen og afdække, at data er relevante, og at dataetikken er på plads.”
Christoffer er desuden aktuelt optaget af at snakke om geodata. Erhvervsstyrelsen har netop i år færdiggjort digitaliseringen af alle lokalplaner, så de ligger som åbne offentlige datasæt, og de bliver allerede downloadet flittigt. Christoffer fortæller: ”Der er jo stort potentiale i geodata generelt, og jeg er sikker på at disse digitaliserede lokalplaner har stor værdi for både virksomheder og for myndigheders sagsbehandling.”
Selvom der ikke er tvivl hos Christoffer om, at initiativ 5.1 og 5.2 i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi på sigt vil skabe vækst, er der nogle udfordringer: ”Tid og ressourcer er altid en udfordring, både når det handler om at udstille data og udvikle Smart City løsninger. Derfor er det også vigtigt for os at huske at fortælle de gode historier om, at man som myndighed kan få meget igen, hvis man prioriterer tid og ressourcer til opgaven. Myndighederne må gerne opleve, at de også selv får noget ud af at udstille data, og vi skal selvfølgelig gøre det så nemt som muligt for dem at komme i gang.” 
Der er stadig et par år tilbage af strategiarbejdet, og der er masser at tage fat på for partnerskaberne. Selvom der allerede er mange ideer og store visioner for, hvordan partnerskaberne på sigt vil gøre en forskel for virksomheder, myndigheder og det danske samfund, er Christoffer meget interesseret i at få ideer, så som han slutter af: ”Vi er meget interesserede i gode ideer fra andre myndigheder og virksomheder, så man er meget velkomne til at kontakte os, hvis man har en kommentar eller en god ide”.

Christoffer Kjældgaard Giwercman

Teamleder, chefkonsulent i Erhvervsstyrelsen
Uddannelse: MSc i Økonomi fra Københavns Universitet
Repræsenterer Erhvervsstyrelsen, som er tovholder for arbejdet med initiativ 5.1 og 5.2 i digitaliseringsstrategien.

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: