555-555-5555

Parcelhusatlas

Statens Byggeforskningsinstitut

Projektet i korthed

Udfordringen

Ønsket var at skabe overblik over potentialet for energirenovering af de danske parcelhuse, som udgør en stor del af bygningsmassen i Danmark. Ved at kortlægge de danske parcelhuse i et interaktivt kort, ville man gøre det nemmere for kommunerne at få overblik. 

Løsningen

Parcelhusatlasset består af et interaktivt kort, som ligger tilgængeligt på internettet. I kortet findes et antal datalag, som man kan klikke til eller fra. Alle tal og diagrammer er angivet på sogneniveau, hvilket betyder, at man ikke kan se data om et specifikt hus, men man kan zoome ind på et sogn og blandt andet se medianen for, hvor gamle husene er i sognet, hvor mange kvadratmeter de er på, energiforbrug og fordelingen af familietyper. 

Teknikken bag løsningen

Parcelhusatlasset er opsat med mapservice i ArcMap og trækker data ind fra excelfiler, som visualiseres i et interaktivt kort.

Se parcelhusatlas

Parcelhusatlas: 
Kortlægning giver mulighed for at tage stilling

Parcelhusatlasset blev oprindeligt lavet for at kortlægge potentialet for energirenovering af de danske parcelhuse. Men kombinationen af persondata og data fra BBR-registeret kan også bidrage til at nuancere vores billede af den typiske parcelhusbeboer og som vidensgrundlag for kommunale diskussioner om emner som udkantsproblematikker, ældrepolitik og byudvikling.

Af Mette B. D. Thygesen, GIS i Aktion forår 2019

På en frisk vinterdag i Københavns Sydhavn har forskerne Mette Mechlenborg og Jesper Ole Jensen sagt ’ja’ til at fortælle om det såkaldte parcelhusatlas og om; hvorfor det er relevant at forholde sig til som borger, kommune og samfund. Interviewet foregår i kantinen på Aalborg Universitet København, som er et lyst og højloftet rum, med udsigt ud over havnen og småsnakkende studerende i baggrunden.
Jesper indleder med baggrunden for parcelhusatlasset: ”Vi skal som samfund blive bedre til at reducere vores energiforbrug. Og da vores boliger er et af de områder, hvor vi bruger meget energi, vil det have stor effekt, hvis vi reducerer energiforbruget i en af vores mest brugte boligformer, nemlig parcelhuset.” 
Mette og Jesper er begge en del af By, Bolig og Ejendomsafdelingen ved Statens Byggeforskningsinstitut og arbejder til dagligt med at forske i og formidle viden om, hvordan vi bor, lever og bygger i Danmark. I den sammenhæng er miljøbelastning, energi- og ressourceforbrug et centralt fokusområde. Så da det i 2010 blev et lovkrav at registrere boligers energiforbrug i BBR, var det oplagt at lave en kortlægning over de data, som nu var tilgængelige.
Et digitalt og interaktivt kort
Konkret består parcelhusatlasset af et interaktivt kort, som ligger tilgængeligt på internettet. I kortet findes et antal datalag, som man kan klikke til eller fra. Alle tal og diagrammer er angivet på sogneniveau, hvilket betyder, at man ikke kan se data om et specifikt hus, men man kan zoome ind på et sogn og blandt andet se medianen for, hvor gamle husene er i sognet, hvor mange kvadratmeter de er på, energiforbrug og fordelingen af familietyper. 
”I starten tænkte vi, at vores arbejde skulle resultere i en række trykte kort. Men efterhånden, som vi kom i gang, kunne vi se, at det ville blive rigtig mange trykte kort, hvis vi skulle formidle særlige kort med forskellige kombinationer af data til hver enkelt kommune. Men vi fandt en løsning, da jeg ved et tilfælde blev opmærksom på et ArcGIS-kursus hos Geoinfo. I forbindelse med kurset kom jeg i snak med en konsulent, som hjalp os med at lave parcelhusatlasset.” Fortæller Jesper og fremhæver, at et digitalt kort har den fordel, at man har adgang til alle data på en gang, og at man nemt kan skifte imellem at zoome ned i detaljer og zoome ud og få overblik. 
En øjenåbner for kommunal byplanlægning
Mette var ikke med til at udvikle parcelhusatlasset, men har brugt det i forbindelse med en række oplæg og har i den forbindelse oplevet stor interesse for parcelhusatlasset: ”Jeg har været ude og holde nogle oplæg i forbindelse med udvikling af bosætningsstrategier, som mange kommuner laver. Og her har parcelhusatlasset været en øjenåbner. For mange kommuner er eksisterende parcelhuse et blindt punkt, når de diskuterer byudvikling, fordi parcelhuse er ejerboliger og betragtes som permanent bolig. Når man er flyttet ind, bliver man boende resten af livet.” 
Mette pointerer, at det er vigtigt, at kigge på parcelhusene ud fra et byplanlægningsmæssigt perspektiv: ”Mange af de her parcelhuse har en attraktiv beliggenhed i lokalområdet i forhold til infrastruktur og børneinstitutioner. Hvis man kunne trække de ældre hen i noget mere egnet, kunne der blive plads til større familier, med større skattegrundlag, hvilket samtidig ville være en mere bæredygtig byplanlægnings-politik på længere sigt.”
Jesper fortæller: ”Første bølge med parcelhusatlasset handlede om at skabe overblik over potentiale for energirenovering af parcelhuse i Danmark. Anden bølge, som vi er optagede af nu, er lige så meget at betragte parcelhusatlasset som et redskab, som man kan bruge til at tage stilling til kommunens aktuelle boligsammensætning og byudvikling.” Mette fortsætter: ”Ja, når man kigger på, hvem der bor i parcelhusene er det tydeligt, at mange ældre, sidder i boliger, som ikke længere er funktionelt egnet til dem. Men denne problemstilling er usynlig for de fleste kommuner og ofte mangler der attraktive alternativer for de ældre.” 
Kortet er et virkelig godt formidlingsværktøj
Ifølge Jesper og Mette kan et kort noget andet end en tabel. Visualiseringen af data gør det nemt at få overblik over tallene. Jesper uddyber: ”Det gode ved et kort er, at man kan tage udgangspunkt i et sted og så kigge på al den viden, som hører til det sted. Det overblik har man ingen chance for at få i en tabel.” Han tilføjer: ”Samtidig kan man få testet sine hypoteser og få øje på sammenhænge i data, som man ellers ikke havde fået øje på.”
Mette er humanist og arbejder normalt mest med kvalitative data, men understreger: ”Tal er humanistens gode ven. Det fungerer godt at kombinere kvalitative og kvantitative data, da de underbygger og supplerer hinanden.” Mette fortæller, at et kort er et velfungerende formidlingsredskab, da det fungerer præcis, som det er, og det bliver vedkommende, når man zoomer ind på et relevant område. Derudover oplever hun, at mange byplanlæggere godt kender det overordnede billede, men at det bliver mere nærværende, når de ser et kort med tal for deres egen kommune.
For kommunerne er parcelhusatlasset et godt redskab, fordi de kan fokusere på mindre områder, frem for at snakke om alle kommunens parcelhuse på en gang. Derved kan de se, hvilke familietyper et område er beboet af og hvilke muligheder, der er for at udvikle eller ændre på kvarteret. 
Fremtidsperspektiver for parcelhusatlasset
Når snakken falder på fremtidsperspektiverne for parcelhusatlasset, er Mette og Jesper enige om, at der fortsat er et stort potentiale i den viden, som ligger i kortet. Men de vil gerne opdatere, udbygge og udbrede parcelhusatlasset i forhold til i dag. Data trænger til at blive opdateret og der er flere relevante datasæt tilgængelige i dag, som vil være relevante at tilføje.
Jesper uddyber: ”Derudover er der nogle smartere og nemmere løsninger på nogle af de tekniske udfordringer, som vi baksede med for et par år siden. Så det vil være rigtig godt at arbejde atlasset igennem igen, og måske kunne det give mening at lave forskellige versioner, som fokuserer på temaer som økonomi, demografi eller energi.”

Mette Mechlenborg

Cand. mag. og PhD i litteraturvidenskab 
og moderne kultur 
Seniorforsker i afdelingen By, Bolig og Ejendom ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Jesper Ole Jensen 

Civilingeniør og PhD i byplanlægning
Seniorforsker i afdelingen By, Bolig og Ejendom ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
Parcelhusatlasset
Projektet var støttet af (det som dengang hed) Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og resulterede i parcelhusatlasset og en rapport, der blev udgivet i 2016.

Se parcelhusatlas Læs rapporten her

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: