555-555-5555

At være trainee i Geoinfo:

Kurser, support og 

projekt med ArcGIS Hub

En lang og lærerig række kurser, support-bootcamp hos Esri, fællesprojekt om ArcGIS Hub og en lodret læringskurve er blot noget af det, som Geoinfo’s tre trainees fremhæver fra deres første tid hos Geoinfo. Julie, Søren og Kevin er ansat i et års traineeforløb i Teknologiafdelingen, hvor de prøver kræfter med forskellige arbejdsopgaver og får en bred indføring i Esri’s software. 

Af Mette B. D. Thygesen, artikel fra GIS i Aktion forår 2018

”Det er pudsigt at tænke på, at jeg for et år siden ikke vidste hvem Jack Dangermond var.” udbryder Kevin Ruder, da snakken en dag falder på Geoinfo’s mødelokaler. Alle lokalerne er navngivet efter historiske mænd, som har bidraget til kortlægning af verden, og det største lokale har navnet ”Dangermond” – navngivet efter Esri’s grundlægger. 
Siden Kevin Ruder, Julie Keller og Søren Aagaard begyndte deres traineeforløb hos Geoinfo i efteråret 2017, er de blevet klogere på Esri’s produkter hver eneste dag: ”Vi fik en stribe af kurser de første to måneder, så vores læringskurve var meget stejl i begyndelsen og det er den egentlig stadig. Hver gang man har supportvagt, er der nye sager og nye hjørner af Esri’s teknologi, som man skal sætte sig ind i, for at kunne hjælpe kunden videre.” Fortæller Søren. 
Traineeforløb – vol. 2,0
Julie, Kevin og Søren udgør andet kuld trainees i Geoinfo’s teknologiafdeling. Sidste år var det Paulina Karkauskaite, Daniel Christensen og Mikkel Olsen, som i dag alle tre er fastansatte i firmaet. Julie fortæller: ”De drog nogle erfaringer sidste år, som vi nyder godt af. For eksempel var vi her i længere tid, før vi begyndte at passe supporttelefonen og vi har fået mere planlagt tid til at lave det projekt, som vi skal præsentere på årets danske Esri Brugerkonference. Det giver os lidt mere ro, end de andre vist havde.” 
Men selvom tiden ved supporttelefonen er reguleret lidt ned for Julie, Kevin og Søren i forhold til sidste års trainees, er der stadig nok at se til, og mange sager at arbejde med. Ved siden af support og deres traineeprojekt er de engang imellem med på nogle konsulentprojekter, hvor de kan fordybe sig og arbejde sammen med kollegaerne på en anden måde, som Søren fortæller: ”Det er spændende at være med til at løse et projekt for en kunde. Det håber jeg, at der bliver noget mere af, hvis vi bliver ansat efter traineeforløbet. For det er sjovt, at dykke ned i en opgave og opbygge en relation til kunden.” Julie supplerer: ”Ligesom det at sidde ved supporttelefonen giver et godt indblik i, hvor meget forskelligt Esri’s produkter bliver brugt til og hvor dygtige folk, som arbejder med det er. Det er ofte meget detaljerede og præcise spørgsmål, der bliver stillet.” 
”Ja, Så vi har ofte behov for at spørge vores kollegaer, som altid er utrolig hjælpsomme, også selvom det er tiende gang man spørger.” griner Søren 
Meget glade for arbejdspladsen
Det er tydeligt, at de gode kollegaer og den hjælpsomme omgangstone på arbejdspladsen er vigtig for dem alle tre, som de samstemmende fortæller: ”Vi er blevet taget rigtig godt imod, og det er rart at være på arbejde. Og så er det fleksibilitet, så man kan få familielivet til at fungere.” Søren fortæller om den faglige uddannelse: ”Det har været et lærerigt forløb indtil nu, og det var virkelig spændende at være på support-bootcamp hos Esri i USA. Vi lærte meget på den tur, og fik inspiration med hjem fra Esri’s måde at strukturere deres support på.”
Både Julie, Søren og Kevin ansøgte om en traineestilling, fordi de syntes, at det var interessant at blive så bredt uddannet i Esri’s produkter og for Søren og Kevin, som er nyuddannede, var det en god vej ind på arbejdsmarkedet. 
I skrivende stund, er det deres fælles traineeprojekt til årets danske Esri Brugerkonference, som fylder mange af deres arbejdstimer. I nogle måneder, har de skiftevis haft en dag om ugen til at arbejde med projektet, men efterhånden som brugerkonferencen nærmer sig, optager projektet mere og mere af deres tid. Julie fortæller om projektet: ”Vi har lidt travlt, hvis vi skal nå at blive færdige til brugerkonferencen, men det er spændende. Vores projekt er, at vi skal opsætte en såkaldt ArcGIS Hub for en fiktiv kommune, og på den måde demonstrere mulighederne med ArcGIS Hub.”
Projekt: ArcGIS Hub for ”Grønby Kommune”
ArcGIS Hub er et relativt nyt Esri-produkt, som der endnu ikke er så mange, der bruger. Derfor var det spændende for Julie, Kevin og Søren at dykke ned i Hub’en, som de kalder den, og undersøge, om det kunne være et meningsfyldt produkt for Geoinfo’s kunder. Og det er det tilsyneladende. Julie fortæller, at det er meget meningsfyldt og at det rummer et stort potentiale: ”Det er lidt svært at forklare, hvad Hub’en egentlig kan, for man kommer hurtigt til at tro, at det blot er en hjemmeside. Men det er det ikke. Det er meget mere end det. Og når man først har siddet og arbejdet med det, giver det virkelig god mening.”

Julie Keller

Master (2007) i Forestry fra Canada og en kandidat (2017) i Geoinformatik Aalborg Universitet. 

Søren Aagaard

Kandidat (2017) i Geografi og Geoinformatik fra Københavns Universitet. Har især interesse for 3D og billeddata.

Kevin Ruder

Kandidat (2017) i medialogi fra Aalborg universitet med specialisering i brugerinteraktion.
 Julie fortsætter: ”Vi tror, at det kan skabe værdi for mange kunder. Det kræver bare lidt arbejde at sætte sig ind i, hvad det kan, og så skal man indstille sig på at tænke på en ny måde.”
Søren: ”Vi har valgt at lave en demonstration af, hvordan en fiktiv by: ”Grønby”, kunne opsætte sin ArcGIS Hub. For at gøre demoen realistisk, bruger vi åbne offentlige data, som alle kan gå ind og hente.” 
Søren og Julie forklarer videre, at det som er nyt og interessant ved Hub’en, er det som i Hub-sprog, kaldes ”initiativer”. I eksemplet med Grønby Kommune, kan kommunen oprette initiativer, som borgerne via Hub’en kan tilgå. Meningen er, at Hub’en skal være centrum for samskabelse og borgerinddragelse, ud fra troen på; at sammen bliver man klogere. Ved hvert initiativ kan kommunen følge med i, hvem der arbejder med i dem og hvad borgerne synes om dem. 
Søren uddyber om initiativerne: ”For eksempel kunne et initiativ handle om trafiksikkerhed. I initiativet ville kommunen kunne visualisere data i et kort og vise; hvor der sker flest ulykker, hvor der er mange skolebørn, kommende vejarbejde og lignende. Samtidig ville borgere kunne gå ind i initiativet, og markere en strækning, hvor de synes, at der mangler en cykelsti, eller et kryds, hvor biler og cyklister ofte er usikre på hinanden.” 
”Og når borgerne opretter sig i Hub’en, får de samtidig adgang til ArcGIS Online og til at lave StoryMaps. Det er sikkert ikke alle, som vil bruge den adgang. Men det er alligevel spændende, at Esri-produkter på den måde, potentielt kan nå ud til helt almindelige borgere og at borgerne, kan bidrage direkte ind i kommunens arbejde.”
”Vi har indtil videre brugt en del tid på at opsætte vores Hub, så det bliver sjovt at vise det på brugerkonferencen.” afrunder Julie, hvorefter Søren tilføjer: ”Og så glæder vi os jo også til sommer, hvor vi skal til San Diego og opleve Esri igen. Der skal vi med til Esri’s årlige User Conference sammen med flere af vores kollegaer. Det bliver en stor oplevelse.” 
Traineeprogrammet hos Geoinfo
Julie, Søren og Kevin er andet hold trainees hos Geoinfo. 
De begyndte i efteråret 2017 og er ansat til et års traineeforløb. 
Undervejs skal de igennem en række interne GIS-kurser, rejse til Esri i USA to gange og i hverdagen supportere kunder og prøve kræfter med forskellige typer opgaver i Teknologi- og Projektafdelingen.
Billede: Julie og Søren på Bootcamp hos Esri i Redlands, USA

Mere information?

Ring på +45 39 96 59 00, eller skriv et par linjer. 
Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Kontakt mig

De oplysninger du afgiver, håndteres i henhold til vores persondatapolitik. Ved at klikke her, accepterer du dem.

Share by: