555-555-5555

Vi skal diskutere digitaliseringen

af vores samfund

Når snakken går om digitalisering, Big Data og Smart City, skal man huske også at snakke om mennesker, infrastrukturer og formål. Et interview med Nanna Bonde Thylstrup byder på både abstrakte overvejelser, illustrative eksempler og holdninger til, hvordan vi skal huske at forholde os kritisk og mangfoldigt til teknologi, når vi bliver præsenteret for rene, lyse, robot-agtige billeder af fremtidens samfund.

Af Mette B. D. Thygesen, GIS i Aktion forår 2018

Nanna Bonde Thylstrup vil have os til at diskutere digitalisering noget mere. Hun mener, at både fascination og bekymring for den teknologiske udvikling kan være velbegrundet. Men for at kunne navigere mere sagligt i mellem de to yderligheder, bliver vi nødt til at tage nogle kritiske diskussioner med hinanden om, hvordan vi vil have at vores samfund skal være.

Nanna forsker i digital kultur og færdiggjorde i 2014 sin Ph.d., ved institut for kultur på Københavns Universitet. Nanna beskriver sig selv som en kvindelig humanist, der forsker i et felt, hvor de fleste er mænd med teknologisk baggrund. Hun er en tech-nørd, der er drevet af fascination og glæde ved teknologi, kombineret med kritisk nysgerrighed efter, hvad teknologien gør ved vores samfund og vores sociale relationer.

Big Data og digitalisering af kulturarv

I Nanna’s Ph.d. undersøgte hun massedigitalisering af kulturarv med udgangspunkt i digitalisering af bøger. På det tidspunkt var Google i gang med et kæmpe digitaliseringsprojekt og digitaliserede bøger fra hele verden, samtidig med at danske offentlige kulturinstitutioner gjorde det samme.

Derfor fandt Nanna det interessant at sammenligne Googles og kulturinstitutionernes tilgang til digitalisering. I sin afhandling, kunne hun konstatere at kulturinstitutionerne digitaliseringsstrategier ofte handlede om at give adgang til kulturarven på samme måde som et fysisk bibliotek gør. Google derimod havde; dels en mere industrialiseret og effektiviseret tilgang til selve arbejdsprocessen, og dels havde de fra begyndelsen en Big Data tilgang, som handlede om at udnytte de enorme mængder data til at gøre mange af deres andre services bedre, som for eksempel Google Translate.

Nanna fortæller: ”Jeg fandt det interessant at undersøge, hvilke implikationer de forskellige tilgange har for læserne, samfundet og kulturarven. De offentlige institutioners digitaliseringsstrategier er ofte mere langsigtede og nogle vil formentlig også sige langsommelige, men måske mere stabile, hvor Google derimod digitaliserede rigtig meget på kort tid, men pludselig indstillede deres indsats. For læseren er der også forskel på at tilgå en bog i Google og via en offentlig kulturarvsportal, for eksempel i forhold til, hvordan ens data bliver brugt.”

Optaget af infrastrukturer: Digitale-, materielle- og menneskelige

I øjeblikket er Nanna særligt optaget af digitale infrastrukturer: Hvordan infrastrukturer bliver bygget, hvem de bliver bygget af, og hvad der i grunden udgør en infrastruktur. Hun synes, at det er spændende at undersøge, hvordan vi forholder os til infrastrukturerne og vores forestillinger om dem, som hun forklarer: ”For eksempel har vi en forestilling om at noget kan ”lækkes” fra nettet. I denne forestilling ligger en implicit forståelse af, at noget derved også er ”contained” – altså ’indeholdt i noget’ – på nettet. Hvor kommer den forestilling fra, og hvad gør den ved den måde, vi forholder os til hvorledes data cirkulerer og beskyttes på nettet?”

For Nanna, er infrastrukturer en del af en større forskningsmæssig interesse. Ikke som digitale infrastrukturer alene, men også som en materiel og social konstruktion: ”På humaniora kommer vi tit til at fokusere på mennesker alene og glemmer de materielle aspekter af teknologien. Modsat glemmes mennesker ofte i tech-kredse, ligesom man også kan glemme at data ikke er noget, der flyver rundt oppe i luften, men også er fysisk, i det at de ligger et sted, på noget og hos nogen. En digital infrastruktur er altså både materiel, digital og menneskelig, og et fysisk kabel i havet, er i denne sammenhæng også en del af en masse social aktivitet med politiske og sociale implikationer.”

Som eksempel fortæller Nanna om facebook’s ’content moderation’, altså det at facebook holder øje med indhold og fjerner bestemte opslag. I den forbindelse fortæller Nanna, at facebook for deres handlinger alt efter behov med forskellige dele af ’infrastrukturen’:

”I én sammenhæng fortæller facebook, at det er mennesker, der sikrer indholdet, og i denne sammenhæng siger facebook: ’Der sidder en task force af mennesker i Europa og kvalitetssikrer vores handlinger’. I andre sammenhænge lægger de vægt på, at det er algoritmer og maskiner, som regulerer indholdet. Nanna understreger, at facebook’s argumenter på denne måde afhænger af diskussionens kontekst. For eksempel er det i nogle sammenhænge mere progressivt og neutralt at snakke om algoritmer, i andre sammenhænge signalerer det større ansvarlighed at de vigtige beslutninger overlades til mennesker.

Hun fortsætter: ”Problemet er, at når man fokuserer på det teknologiske aspekt alene, kan man glemme at mennesker er en del af internettets struktur, og at internettet er en del af en social kontekst. De store infrastrukturer er mangfoldige, og hvis man husker at mennesker skal ses sammen med kabler og algoritmer, så træder det sociale billede frem.”

Og ifølge Nanna, bliver man nødt til at have det sociale billede med, når man diskuterer og udvikler teknologi. Ellers risikerer vi ifølge Nanna, at den teknologiske udvikling styrer sig selv og at vores fælles forestillinger om fremtidens smarte byer bliver til lyse og rene billeder, som grundlæggende også er ganske urealistiske idealer, der ikke medtager den menneskelige x-faktor, som hun uddyber:

”Når vi eksempelvis bliver præsenteret for fremtidens ’Smart City’, så er det for det meste med et billede af en meget ren, perfekt, effektiv og logisk by, som enten er helt uden mennesker, eller med mennesker klædt i klare, rene farver. Hvis det kun er det billede, som vi forholder os til og diskuterer fremtiden ud fra, er der stor risiko for at vi kommer til at mangle blikket for borgernes behov, bekymringer, udfordringer og ønsker.”

Kvinders rolle og nødvendighed i teknologi

Nanna vil gerne mangfoldiggøre billedet af, hvem der udvikler teknologi. Det er ikke kun er Mark Zuckerberg’er og Elon Musk’er, som bor i Silicon Valley, der udvikler teknologi. ”Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på kvinder i det teknologiske miljø. Det stereotype billede er typisk en mand, som er lige under 40. Det billede vil jeg gerne være med til at udfordre.”

Nanna fortæller om en dansk teknologimesse, som hun og en kvindelig kollega engang besøgte. De var taget på messe, fordi de var nysgerrige på teknologien, men de stak så meget ud fra messens øvrige besøgende, at det meste af besøget gik med at svare på, hvad de egentlig lavede på messen.

”Og da vi et par gange endelig nåede til at snakke om teknologi, blev vi ofte mødt af sælgernes velmenende, men også ganske stereotype, forestillinger om vores behov – som kvinder. For eksempel fortalte en venlig sælger, hvordan jeg kunne få glæde af en ”trådløs nøgle”, når jeg kom hjem fra byen med hænderne fulde af nye sko, og hvordan jeg kunne slippe for min kærestes store højtalere i stuen. Den stakkels sælger kunne slet ikke forestille sig, at jeg hader at købe sko, og at jeg har været DJ og elsker mine store højtalere.”

Nanna pointerer at selvom sælgeren kunne have ramt en anden kvinde bedre med de samme eksempler, så viser det, hvor vigtigt det er, at teknologi udvikles af en mangfoldighed til mangfoldige behov, som hun siger: ”Det er et problem, at kvinder ikke i større grad er med til at udvikle teknologier fra bunden af. Kvinder udgør jo halvdelen af befolkningen, og hvis der ikke er større diversitet hos udviklerne af teknologi, så mister man kostbar viden i udviklingen. Mange kvinder har i øvrigt allerede haft stor betydning for computerens udvikling, men de bliver ofte glemt og skrevet ud af historien.”

For at få flere kvinder til at tage del i teknologien, mener Nanna, at vi skal se på, hvordan vi opfatter en dygtig programmør: ”Diskussionen er ikke blot en kønskamp, men en diskussion af, hvad det er for et teknologisk univers man skaber. Man kan som udvikler miste fornemmelen af halvdelen af sine potentielle kunder, og det bliver en kedelig fest for os alle. Teknologifirmaerne er klar over at de bliver nødt til at være mere mangfoldige, men de fremhæver ofte udfordringerne i at rekruttere kvinder, fordi de allerede mangler på de videregående uddannelser. Hvis den udfordring skal løses skal vi ændre vores kulturelle forestillinger om, hvordan en programmør ser ud, og hvad de gør helt fra vuggestueniveau” Nanna fortæller, at der efterhånden findes en del cyberfeminister, som prøver at skabe nye rammer for hvad det vil sige at kode og arbejde med teknologi, så der kan komme flere kvinder med.

”Det er jo vigtigt at huske, at når man udvikler en sej teori eller en sej maskine, så skal den efterfølgende implementeres i en social infrastruktur. Og hvis det skal lykkes meningsfyldt, så er det vigtigt at have for øje, at teknologien skal bruges af mennesker.”

Mere kritisk diskussion

Nanna synes, at vi diskuterer digitalisering for lidt i Danmark. ”Den her ide med at vores hverdag i stigende grad bliver gjort til information, som kan bruges til noget andet. At alt hvad vi gør, i princippet ikke kun er en handling, men også en information, som kan registreres og analyseres. Og at den information kan være værdifuld. Det bliver vi nødt til at diskutere. Det er jo spændende, men vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi forholder os til det.”

Nanna har tidligere boet i USA, og er som udgangspunkt glad for danskernes grundlæggende tillid til staten, men alligevel fandt hun det tankevækkende, da hun hørte en tysk forsker på en konference om digitaliseringsstyrelsens strategier udtale sig forundret om danskernes manglende stillingtagen til hvorledes deres persondata håndteres af staten:

”Hun var meget chokeret over at vi danskere ikke var mere bekymrede og kritiske overfor, hvorledes vores data bliver brugt. Tysklands historie har givet dem et langt mere skeptisk forhold til dataindsamling af personinformation. Og det er ikke kun forskere, men alle tyskere, der er meget kritiske overfor hvad deres data bliver brugt til. De betaler jo eksempelvis stadig mest kontant, hvor vi i Danmark bruger digital betaling til det meste. De har også en langt mere udviklet kritisk offentlig sfære, fx i form af store kritiske tech-konferencer hvor hackere, forskere, kunstnere og almindelige mennesker mødes både for at snakke om nye tech-tiltag og deres etiske konsekvenser, og også for at udvikle praktiske alternativer”

Nanna går ikke selv rundt og er konstant bekymret for sine data, men hun er alligevel meget mere forsigtig end de fleste på hvad hun downloader, skriver op til og accepterer af datadeling. Dog mener hun i sidste ende ikke at det først og fremmest er et spørgsmål om individuelt ansvar, som det fx blev gjort til i #deletefacebook-reaktionen på Cambridge Analytica-skandalen:

”Det er meget at kræve, at hver enkelt borger hele tiden skal kunne overskue hvad deres data bruges til. Vi har i stedet brug for en ordentlig lovgivning og håndhævelse af denne. Så man sikrer sig, at den politiske proces omkring sikring af data er i orden, sådan at det ikke bliver enkeltindividets ansvar at sikre at det hele er i orden. Derfor er EU’s lovgivningstiltag fx utrolig vigtige. Deres rolle i at sikre, at vi faktisk har nogle juridiske og politiske instanser, som går ind og sætter nogle grænser for hvad vores data kan bruges til, det er vigtigt for os alle sammen.”

Med glæde og stolthed kommer ansvaret

Når man arbejder med teknologi og digitalisering, skal man altså ifølge Nanna arbejde for sikre rammerne for spændende og rummelige samtaler der ikke ender i blind teknologiforskrækkelse eller teknologioptimisme. Som hun siger: ”Det jeg taler for, er en pragmatisk og nysgerrig tilgang til teknologi på tværs af klasse, køn og ideologiske skel. Vi skal tage diskussionen med hinanden, for vi har jo alle lyst til at leve i et sundt samfund, og det er vigtigt at forskere, politikere, teknologiudviklere og almindelige mennesker snakker med hinanden. Sammen med glæden og stoltheden ved at udvikle noget, kommer også ansvaret og forvaltningen af det ansvar bør være en inspirerende, og ikke en angstpræget, samtale. ”

Nanna er sikker på, at de fleste folk er interesserede i disse teknologiske diskussioner. Hun har erfaret, at hvis folk bliver blanke i øjnene når man begynder at snakke om digitale infrastrukturer, så er det ofte fordi rammen, snarere end emnet, er forkert. Det er vigtigt, at man snakker om teknologi på en måde hvor alle kan være med. Som Nanna afslutter: ”Det var ærgerligt, at min kollega og jeg var sådan et eksotisk indslag på teknologimessen. For vi kom egentlig for at blive klogere på teknologien, men det endte med at både vi og folkene vi mødte, missede mange spændende samtaler om fremtidens samfund og teknologi, fordi det fyldte for meget at vi stak for meget ud mellem messens øvrige besøgende.”

Nanna Bonde Thylstrup

Adjunkt ved Aarhus Universitet i afdelingen School of communication and culture – afdelingen for æstetik og kultur. Stadig tilknyttet to forskningsprojekter på Københavns Universitet, som begge omhandler big data.

Forsker i digital kultur og er særligt optaget af digitaliseringsprocesser og deres teknologiske, kulturelle, sociale og fysiske infrastrukturer

Færdiggjorde sin Ph.d i 2014; Massedigitalisering af kulturarv. Bog baseret på Ph.d’en udgives i november 2018 på MIT Press