555-555-5555

Søforklaringen om skibshunden, der blev skibskokkens redning

Hvordan kobler man sin interesse for geografi og historie i et skarpt og interessant speciale som afslutning på sin kandidatuddannelse? Når man hedder Jesper Fogt Nielsen, dykker man ned i 1. verdenskrig, fokuserer på fænomenet søforklaringer og krydrer det hele med analyser i ArcMap. Læs her, hvordan GIS kan bruges til at gøre os klogere på historien.

Af Jesper Fogt Nielsen, artikel i GIS i Aktion forår 2017

Den 27. august 1918 afgav den 16-årige skibskok Julius Wiggers søforklaring i København. Her fortalte han om, hvordan de ombord på motorskonnerten Asta en måned tidligere var blevet skudt i sænk af en tysk ubåd ude i Atlanterhavet, langt fra land. Wiggers havde i et par timer holdt sig oven vande i høj sø, inden redningen kom fra en uventet kant. I arkivet ”Dansk Søulykke- Statistik 1918” fremgår følgende uddrag fra hans søforklaring:

Denne dramatiske fortælling gengiver M/S Astas endeligt, og hvordan skæbnen vil, at de sømænd som i første omgang synes at være kommet i sikkerhed i redningsbåden, ender med at være dem som omkommer. Med Dansk Søulykke- Statistik som kilde, har Søfartsmuseet i Helsingør på baggrund af søforklaringer, kortlagt samtlige danske skibsforlis fra 1893-1996.

I forlængelse af det, har Jesper Fogt Nielsen i sit afsluttende speciale på Roskilde Universitet kigget nærmere på skibsforlis og søforklaringer i perioden 1914-1918. Ved hjælp af data fra Dansk Søulykke- Statistik udarbejdede han en rumlig database, der derefter dannede grundlag for videre analyser og visualiseringer i Esris ArcMap. Disse kort har støttet væsentlige hovedpunkter i specialets analyseafsnit, som søgte at besvare følgende problemformulering: ”Hvordan forandredes rumlig praksis for danske handelsskibe under 1. verdenskrig, og hvordan påvirkede krigens udvikling handelsskibenes praksis”?

Danske handelsskibe under 1. verdenskrig

Under 1. verdenskrig fra 1914-1918, blev 253 danske handelsskibe sænket som følge af enten en sømine eller et angreb fra et fremmed orlogsfartøj. Ombord på disse handelsskibe var der 345 sømænd, som mistede livet. Dermed er 1. verdenskrig den periode i dansk søfartshistorie, hvor flest skibe er gået ned på kortest tid. Efter et skibsforlis aflægger den overlevende besætning søforklaring som senere dokumentation til eksempelvis placering af ansvar ved forsikringssager.

Som krigen skred frem, fik Ententens blokade af flådefart til og fra Tyskland stadig større konsekvenser for handelsskibe i internationale farvande.

I takt med at blandt andet fødevare og militære forsyninger blev mangelvare, øgede Tyskland sin indsats for at bryde løs af det jerngreb, der sænkede sig over de tyske havne. Konfrontationerne eskalerede og de tyske ubåde blev stadigt mere aggressive og hensynsløse, hvilket også danske handelsskibe kom til at mærke.

Fra sømænd i redningsbåde til torpederinger uden varsel

I starten af krigen var det almindeligt, at den tyske ubåd opbragte handelsskibet og efter et papirtjek beordrede besætningen til at hoppe i redningsbådene. Derefter blev skibsdækket overdynget med petroleum, og handelsskibet blev stukket i brand. Besætningen drev derefter rundt i redningsbåden, sommetider i dagevis i blæst og kulde, og håbede på, at de navigerede mod land, eller at et andet skib ville samle dem op. Det hændte også, at ubåden tog redningsbåden på slæb og sejlede dem det første stykke mod land.

Ved hjælp af ArcGIS, var det muligt at lokalisere forskellige mønstre i datasættet som for eksempel perioden fra 15. maj til 2. oktober 1915. Ud af de 21 skibe, der blev sænket i denne periode, så var 11 af skibene træskibe, som alle var lastet med træsveller.

De havde afgang i Skandinavien og havde England som destination. De 11 skibe blev alle opbragt og sænket via påsat brand eller anbragte eksplosioner.

Kort 1b viser, at de tyske ubåde havde udset sig sejlrenden mellem Skagen og den engelsk/skotske grænse. Årsagen var, at tyskerne ville forhindre briterne i at udbygge deres kulminedrift, og her var import af træsveller meget vigtig.

Gradvist ændrede forlisårsagerne sig i takt med krigens optrapning. Værst blev det med Den Uindskrænkede Ubådskrig fra begyndelsen af 1917. Herefter blev handelsskibene et erklæret mål for de tyske ubåde. Militærstrategisk havde de tyske ubåde en målsætning om at sænke minimum 500.000 ton tonnage månedligt, som led i at tvinge briterne i knæ, ved at ramme deres forsyningslinjer. Det betød, at ubådene i langt højere grad begyndte at anvende torpedoer uden varsel, hvilket naturligvis gjorde det langt mere usikkert for sømændene at sejle og nå i redningsbådene.

Kort 1c viser, at i april 1917 mistede Danmark 33 handelsskibe, og af dem blev 21 skibe enten torpederet eller skudt i sænk.

Udover at en torpedering ofte forekommer pludseligt og dermed mere hensynsløst, i hvert fald sammenlignet med i krigens første tid, hvor besætninger som oftest blev advaret og sendt i bådene; så viser distributionen af forlisene samtidig, at søkrigen nu også er rykket nord og vest for Storbritannien.

Af årsager til dette, kan nævnes amerikanernes indtræden i krigen, samt den omfattende konvojtjeneste som Ententen iværksatte som svaret på de aggressive tyske ubåde. Ved konvojtjenesten havde skibene strenge ordre om ikke at bryde formationen, og samtidig var de beskyttede af orlogsskibe, der straks indledte jagten, hvis en ubåd skulle vise sig.

Kan man stole på en søforklaring?

Ordet ’søforklaring’ har i sig selv et troværdighedsproblem, og hvis man konsulterer en ordbog, så vil man få knyttet ord som ’lang, undvigende og usandsynlig forklaring’ til begrebet. Spørgsmålet, der rejser sig, er selvfølgelig om vi overhovedet kan stole på disse søforklaringer, og hvordan kan vi vide at skibene rent faktisk gik ned, der hvor sømændene fortæller at de gjorde? Det første en kaptajn tænker på, når forskibet eksploderer ved kontakt med en sømine, er næppe, at han skal huske at tage logbøger og koordinater med sig. Det betyder, at der ikke er nogen skriftlig dokumentation ud over søforklaringerne, og derfor blev det i specialet interessant at sammenligne søforklaringernes angivelser af forlisene med koordinaterne for de vrag, som siden er lokaliseret og registreret i verdens største skibsvragsdatabase.

Buffere og visualiseringer i ArcMap

Hjemmesiden www.wrecksite.eu er verdens største vragdatabase, hvori det er lykkedes at lokalisere 40 vrag, som er identiske med 40 skibsforlis fra Dansk Søulykke- Statistik, der sank under 1. verdenskrig.

Beregninger viser, at der er en uoverensstemmelse mellem vragdatabasen og søforklaringer fra Dansk Søulykke- Statistik. Standardafvigelsen for 95% af den samlede population er beregnet til at være 30km, hvilket er illustreret med en bufferzone på kort 1d. Men der er også forlis, som afviger med langt mere end de 30 km.

På kort 1e ses de seks største afvigelser i datasættet, hvoraf Anna 2 afviger med hele 460km. Det er visualiseret med den største cirkel på kortet. Til hver cirkel illustrerer den grønne prik i midten datasæt fra Dansk Søulykke- Statistik, og på cirklens skæringsakse er det samme forlis angivet med en rød prik, men med datasæt fra vragdatabasen.

For Anna 2 viste en nærmere gennemlæsning af arkiverne, at Dansk Søulykke- Statistik havde været meget upræcis i deres angivelse af byen Methil ud for Edinburgh som afgangsby, inden skibet blev torpederet. Skibet havde tre dage inden torpederingen befundet sig i Methil, men på dagen for forliset, havde skibet haft afgang fra byen Lerwick på Shetlandsøerne, der ligger ca. 400 km nordligere. Således har disse visualiseringer været en vigtig rettesnor i at påvise fejl og uoverensstemmelser i både arkiver såvel som i den databehandling der har fundet sted.

Specialet bidrag og relevans

Specialet ”De glemtes søforklaringer” bidrager til at nuancere, hvordan krigen influerede på sømændenes praksis, samt hvilken rolle sømændenes fortsatte sejlads havde for Danmarks økonomi. I samtiden og i årtierne efter 1. verdenskrig, var den generelle opfattelse blandt den danske befolkning blandt andet, at søens folk nød godt af krigen og de relativt høje lønninger, der fulgte med, og at sømændene ikke havde lidt overlast. Det billede er ændret i dag, og underbygges af de fortællinger, som man møder, i søforklaringerne og sømandsdagbøger. De dokumenterer en dagligdag, der bar præg af et psykisk hårdt miljø med frygt for søminer, torpedoer, ubåde og frygten for at ende sine dage i en kold redningsbåd. For Danmark betød handelsflådens fortsatte eksport og import under krigen, at økonomien var i en langt bedre forfatning end hos mange af de andre europæiske landes. Derfor er det også relevant, at vi husker de glemtes søforklaringer.

Bliv endnu klogere på søforklaringer i Jesper's Story Map